Archive for LCHF i hverdagen

Hakkebøf med sellerifritter og blomkålsbearnaise

Blomkålsbearnaisen er hurtigt gået hen og blevet en favorit når der virkelig skal smovses. Det gode ved den er at den også er ret nemt at lave. Her til aften stod den så på hakkebøffer med sellerifritter, grønne bønner, broccoli og blomkålsbearnaise.

Opskriften på saucen er blevet efterspurgt efter en middag i sidste uge, hvor den blev serveret, så det er vist på tide at få den op her.

 

Blomkålsbearnaise
Serves 4
Lækker bearnaise sauce der kan laves i en håndevending.
Write a review
Print
Cook Time
20 min
Cook Time
20 min
Ingredients
  1. 200 g Blomkål
  2. 1 Skalotteløg
  3. 100 g Smør
  4. 2 Pasteuriserede Æggeblommer
  5. 2 spsk Estragon
  6. 1 spsk Bearnaise Essens
  7. Salt og Peber
Instructions
  1. Skær blomkål og løget i grove stykker og kog det i ca. 15 min.
  2. Smelt smøret
  3. Held vandet fra blomkål og løg og blend det sammen med det smeltede smør og æggeblommer. Blend det indtil saucen ikke længere er klumpet.
  4. Tilsæt estragon og essens, blend videre og smag til med salt og peber.
Nem LCHF http://www.nem-lchf.dk/

Hurtig og nem aftensmad på en travl dag

Nogle gange har man bare ikke tid eller lyst til at stå og lave den ene LCHF herlighed efter den anden. Torsdag er som regel sådan en dag, da kæresten har lang dag på arbejdet og jeg spiller fodbold fra kl. 18. Det betyder at vi først skal til at lave mad ved 20 tiden og da der i dag var bestyrelsesmøde i ejerforeningen kl. 21, som ovenikøbet skulle afholdes hos os.

Det betød at det skulle være nemt og ikke mindst hurtigt. Jeg tror vores go-to ret når det er tilfældet er ovnbagt laks, blomkålmos og grønne bønner. Dette er indbegrebet af comfort food hos os og normalt er der lidt mere fedt på tallerkenen end i dag. For at få fedtprocenten op laver jeg enten hollandaise sauce eller kommer en god klat Philadelphia på laksen når den sættes i ovnen, men i dag skulle det bare gå hurtigt.

Nem og hurtig aftensmad

Hjemmelavet tilbehør

Nu blev det endelig tid til at prøve at lave mayonnaise, ketchup og remoulade fra bunden. Det var ikke specielt svært at lave og det smager overraskende godt. Det sværeste var at få en ordenlig konsistens på ketchup’en. Den blev lidt flydende i det så der skal arbejdes med at lave den lidt tykkere.

Mayo og remoulade blev lavet i samme hug, da man skal bruge mayo som ingrediens i remouladen. Mayo’en fik en blanding af olivenolie, hørfrøolie og mandelolie, så olivenolien ikke smagte alt for meget igennem. Det er dog ikke de billigste alternativer, så der skal arbejdes videre med at finde den rette kombi. Jeg var mest vild med remouladen og er overbevist om at jeg aldrig mere kommer til at købe den.

Det hele blev fejret med en frankfurter og fiskefrikadelle. 

Brødkonkurrence hos Meyers Madhus

I fredags åbnede en ny filial af Meyers Madhus på Nørrebrogade, blot et stenkast fra vores lejlighed. Til åbningen var der annonceret en brødkonkurrence, hvor en røremaskine til en værdi af 8.500,- var på højkant. Det var lige en opgave for vores LCHF kernebrød.

Da jeg blev introduceret for LCHF var palæobølgen godt i gang i Danmark og det kære stenalderbrød var allerede udbredt som en rugbrødserstatning. Jeg har dog aldrig været vild med det og derfor har jeg forsøgt flere alternativer indtil min kæreste har forfinet en opskrift på et brød der er tættere på et normalt kernebrød end det er på det nøddehelvede som jeg egentlig synes stenalderbrødet er.

Nu skulle vores brød så indgå i en konkurrence og vurderes af dommere. Det var meget spændende og forhåbningen om at et gluten- og kornfrit brød kunne vinde en konkurrence hos et firma der slår sig op på at tilbyde bage- og rugbrødskurser var måske et lidt ambitiøst foretagende. Brødet blev også fint modtaget og så vidt jeg ved var der ikke andre glutenfri brød i konkurrencen.

Der var hele 70 brød til vurdering, hvor størstedelen var af landbrød/spelt typen. Der var også en del rugbrød og et enkelt andet kernebrød, men det var tydeligt ikke glutenfri. Desværre er verden og i særdeleshed Meyers Madhus endnu ikke klar til det fænomen som vores kernebrød er, så det blev ikke denne gang vi skulle vinde en røremaskine. Noget jeg faktisk ikke engang tror vi har brug for, men det er vist ikke helt op til mig at afgøre alene.

Jeg fik mig dog en god snak med en af dommerne angående vores brød og selvom han var havde været lidt overrasket over at se sådan et brød i konkurrencen, så havde han generelt positive ting at sige om det. Jeg forventer dog ikke at se det på deres menu lige foreløbigt.

Det var en meget sjov oplevelse at have vores brød til vurdering af professionelle og kippe lidt med LCHF flaget. Der også dog plads til at videreudvikle det og lige i øjeblikket arbejdes der på smagen, hvortil der er indkøbt forskellige olier (bl.a. hørfrø-olie) der kan forbedre den. Det varer nok ikke længe før opskriften er klar til at komme på bloggen.